Køkkenhaven

En bæredygtig have

I Schæffergårdens egen park er en køkkenhave på 1400 m2 ved at tage form. Den dyrkes ved håndkraft og uden brug af kunstgødning. I køkkenhaven skal der dyrkes grøntsager som forskellige salater, squash, babygulerødder, spinat og radiser og der vil også være krydderurter og blomster. Schæffergårdens køkkenhave bliver den største i Gentofte Kommune.

Det gror og spirer (snart)....

 

Februar 2019

Drivhuset har fået tag på og indgangspartiet tager form - kom nu sol!

 

Januar 2019

Drivhuset er under konstruktion. Under sneen er jorden pakket godt ind.

 

December 2018

Grundplanen for drivhuset er i gang. Herinde fra vil de første spirer komme op af jorden i marts.

 

November 2018

Jorden klargøres til vinter ved at isolere den med blandt andet træ-flis.

 

Oktober 2018

45 dyrknings-baner blev anlagt. De blev tilført naturlig gødning blandt andet hønsegødning. Plasticovertræk er lagt ovenpå for at holde på varmen.

 

September 2018

1400 m2 blev målt op og græsset blev vendt - den eneste gang, der er blevet anvendt maskiner. 

Simpelt og ærligt

Køkkenhaven vil fra foråret 2019 forsyne Restaurant Wohlert og vil også åbne op for salg til alle interesserede. Det bliver også muligt for vores gæster selv at høste afgrøder fra haven og lave mad med dem, når de besøger vores gæstekøkken.

Glad jord = smagfulde afgrøder

Køkkenhaven er anlagt af initiativtager Daniel Diago. Det er også ham, der passer den til daglig. Hans interesse for landbrug stammer fra hans opvækst og livs- og karriereerfaring. Han er født og opvokset på Cuba, hvor han sammen med sin familie dyrkede landbrug på en naturlig måde. Han har mange års erfaring fra sit arbejde i restaurationsbranchen og har altid med stor interesse fulgt udenlandske foregangspersoner indenfor bæredygtig økologisk dyrkning blandt andet den amerikanske forfatter og landbrugsforsker Eliott Coleman

Daniel Diago forklarer: ”På Cuba har mange familier deres eget lille landbrug og producerer alt det grønne til sig selv – også selvom de kun har få kvadratmeter jord til rådighed. Jeg har gennem min barndom oplevet en helt simpel måde, hvorpå man kan dyrke jorden og ikke mindst smagt, hvordan grøntsager smager, når de ikke bliver dyrket kunstigt. Jo gladere organismerne er i jorden, jo bedre er den. Jeg arbejder med jorden med mine hænder hver dag og kan fysisk mærke, at den lever. Jeg bliver glad, når jeg ser mange orme i jorden, da det et tegn på, at jorden er sund og i balance".

Grøn transformation

Ideen til Schæffergårdens egen køkkenhave er opstået i et samarbejde mellem Schæffergårdens direktør Peter Feddersen og initiativtager Daniel Diago. Peter Feddersen blev første gang præsenteret for Daniel Diagos idé i sensommeren 2018 og den faldt godt i tråd med en større grøn transformation, som allerede er i gang på Schæffergården. 
Peter Feddersen fortæller: ” Schæffergården tænker vi på miljøet, og køkkenhaven har givet vores grønne udvikling et boost. Alle på Schæffergården har fra første dag fulgt køkkenhaven med stor nysgerrighed, og vi lærer en masse om, hvordan vi kan passe bedre på vores omgivelser. Vi glæder os selvfølgelig til at smage på alt, hvad der kommer op af jorden”.    

Holistisk tankegang

Dyrkningsprojektet skal tænkes holistisk – som en helhed, der har mange påvirkninger på den positive måde – miljømæssigt, menneskeligt og smagsmæssigt. 

Daniel Diego forklarer: "Det handler ikke kun om, at jorden er i balance og om bæredygtighed i forhold til hele verdens miljø. Det handler også om, at man tager hånd om sig selv og dem man elsker. Jeg ser for eksempel en kæmpe skønhed i, at man gennem denne naturlige dyrkning af jorden, også kan vise ens børn, hvordan man får noget til at gro og at grøntsager kan smage helt anderledes end dem man køber i supermarkederne, som er dyrket på den mere konventionelle måde. Alle er velkomne til at komme forbi køkkenhaven og jeg fortæller gerne, hvordan man selv let kommer i gang derhjemme".

Bliv klogere...

 

Økologi

Køkkenhaven skal med tiden certificeres som økologisk. Derfor dyrkes den helt uden brug af kunstgødning og sprøjtemidler. Jorden optimeres til dyrkning alene i kraft af naturlige processer, f.eks. ved plantning af kløver og brug af naturlig gødning. I køkkenhaven bruges højkvalitets biodynamiske frø fra den anerkendte leverandør Bingenheimer Saatgut.

 

"Market Garden"

Schæffergårdens køkkenhave er inspireret af "Market Garden"-metoden, som oprindelig er udviklet af Eliot Coleman og bragt ind i nutiden af Jean Martin Fortier. Metoden går ud på at bevare og beskytte jordens struktur og optimere betingelserne for jordens mikroorganismer. Dette sker ved præcisionsdyrkning på standardiserede bede med lette håndholdte værktøjer. Du kan læse mere om metoderne her.

 

Helt egen gødning

Daniel Diago laver sin egen naturlige gødning ved at benytte mikro-organismer og nedfaldne blade fra træerne omkring Schæffergårdens sø lige ved siden af køkkenhaven.

Schæffergårdens Køkkenhave & Marked

Velkommen til Restaurant Wohlert

Åben mandag-lørdag
Søndag lukket

Frokost: Kl. 12.00-14.00
Middag: Kl. 18.00-21.30

Telefon: +45 39 77 28 00
E-mail: restaurant@schaeffergaarden.dk

+45 39 77 28 00